Kære alle,
Sæsonen lakker mod enden, men der er stadig meget, der skal nås/gøres inden "lukketid".

Flyttedag

Flere både, der lå på det elektriske stativ, har holdt flyttedag, så der nu kun ligger "røde" både på stativet, bortset fra Svanen. De, der har holdt flyttedag, ligger i bådehal 5.

Vinterroningsmøder
Hvis du skal ro i vinter, skal du møde op til et af møderne, hvor vinterroningsreglementet m.m. gennemgås. Der er møde i morgen kl. 10.00-11.30 og på tirsdag kl. 19.00-20.30. Tilmelding i Klubmodul.

DM
Vi søger fortsat et par motorbådsførere (med motorbådskort) og sælgere til både Rostadion og i klubben. Har du tid og lyst til at give en hånd med, vil vi meget gerne høre fra dig. Giv gerne besked ved at skrive tilbage på denne mail.

Bådehalstømning d. 30.10. fra kl. 16.30
Bådehal 1 og 2 skal tømmes for alle både m.m. - nogle skal hejses op i loftet og andre køres i vinterhi. Vi ser gerne, at alle, der har roet i sæsonen, kommer og hjælper til. 
Når vi er færdige, vil der være lidt at spise. For at beregne hvor meget der skal købes ind, skal man tilmelde sig i Klubmodul senest d. 29.10., hvis man skal deltage.

Standerstrygning d. 01.11.
Klubkaproningen starter kl. 12, og for at danne hold inden, så det er klar, skal man tilmelde sig i Klubmodul senest d. 31.10. Alle kan deltage uanset alder og niveau. "Posen" blandes så der dannes nogenlunde jævnbyrdige hold. Man er meget velkommen til at komme og kigge på. Mål vil være ved klubben.
Umiddelbart efter klubkaproningen, ca. kl. 15, stryges standeren, hvor de nye klubmestre kåres, og der bydes på lidt til ganen, og mon ikke der også holdes en lille tale. Tilmelding er ikke nødvendig. Man kommer bare.
Vi fejrer sæsonens højdepunkter og inviterer jer til et brag af en klubfest i klubbens lokaler kl. 18. Årets tema er "Det vilde Vesten", så saddel op og find dit bedste cowboytøj frem og tag på. Festudvalget v/Mathilde og Rasmus inviterer til en forrygende aften med god stemning, lækker mad, musik og duel på dansegulvet, der passende kunne starte med linedance. Tilmelding i Klubmodul SENEST d. 24.10., og det koster 200 kr. at deltage. Drikkevarer - øl, vin, sodavand og drinks kan købes til fornuftige priser.

Indendørstræning

Indendørstræningen starter mandag d. 03.11. Der er rospinning mandag-torsdag kl. 18.15-19.15, Mariannegymnastik torsdage kl. 18.00-19.30 og svømning i Bagsværd Svømmehal, bane 3, fredage fra kl. 16.00-18.00. Der er ikke tilmelding til nogen af aktiviteterne. Man møder bare op.

Kegleaftener

Så nærmer vi os tiden, hvor klubbens årlige mesterskab i keglespil for herrer og damer skal afgøres, så gå ikke glip af dette årlige arrangement med en dejlig middag som opvarmning inden spillet sættes i gang. Skulle du have fået mod på endnu en gang at møde udfordringerne på vores eminente keglebane, møde nye og gamle venner og få en god snak, så skynd dig med tilmeldingen. Har du ikke været med før, så er det nu! Herrerne spiller mandag d. 10.11. kl. 18 og damerne spiller d. 12.11. kl. 18. Pris for keglespil, middag med dessert og kaffe 175 kr. Øl og vin kan købes til de sædvanlige priser.

Tilmelding i Klubmodul for herrernes kegleaften senest d. 3.11. og for damernes kegleaften senest d. 5.11. Hvis du modtager tilmelding fra gamle Petersen eller måske endda unge Petersen, der ikke er medlem af klubben, så tilmeld ham/hende i Klubmodul - husk at oplyse navn i bemærkningsfeltet. Vi vil gerne undgå "cigarkassebetaling".

Juniorerne spiller d. 11.11. kl. 18.15, og prisen er kun 60 kr. Du får lidt aftensmad og drikkelse udover keglespillet. Kom til en sjov og hyggelig aften. Tilmelding i Klubmodul senest d. 4.11.

Så kan jeg vist ikke finde på mere.

Pøj, pøj til alle deltagere til DM.


Efteråret kan nu noget

Godt alle vores unge kan kravle rundt på traileren og pakke både

Ny "bådtype" på søen?


                       
                                                                                   


Med venlig hilsen
På bestyrelsens vegne
Regitze Lindegaard Rønstrup
Bagsværd Roklub
http://www.roklub.dk

                                                                                                                                                                               




                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                               




  Bagsværd Roklub - Skovalléen 38B - 2880 Bagsværd - Kontakt os