Nyhedsbrev, september 2025                                    
 
Kære alle,
Vi er gået ind i første efterårsmåned, og der foregår stadig meget.
I dag har der været begynderkaproning i Sorø. Vi besatte 14 sæder, og det var af Magnus, Albert, Anton, Agnes og Victor. Desværre er resultatlisten ikke tilgængelig endnu, så hvordan det er gået, ved jeg ikke, men forhåbentlig har alle haft en god oplevelse.

I denne weekend er der U23 EM i Tjekkiet. Alle både har været på vandet. Fra BR deltager Alma Benediktson i 1x, som blev nr. 4 i det indledende løb. Alma er i B-finalen i morgen, søndag, kl. 9.45. 4x - Nikolaj Kragh Simonsen, der ror med Tobias Bosnes (Holstebro), Simon Madsen (Holstebro) og Esben Thanning (Roskilde) vandt deres heat, og er dermed i A-finalen i morgen kl. 10.26.

I morgen drager der en bil med trailer afsted til World Rowing Masters i Spanien, der starter på onsdag og slutter søndag.

D. 21.9. starter VM i Shanghai for seniorer og her deltager team Sanggaard/Baden fra BR, og det må vel siges, at Frida er Danmarks stærkeste kort, da hun jo igennem sæsonen har ligget i toppen, så det bliver et spændende VM. Lige nu er hele seniorlandsholdet i træningslejr i Italien. Vi glæder os til nyhedsbrevene på FB.

Baltic Cup finder sted i Hjelmsjö i Sverige d. 27.-28. september og her er Johan Raft udtaget i JM2x sammen med Johan Willeberg-Nielsen (KR).

DM d. 4.10. på Bagsværd Sø
Så er det også ved at være tid til at afvikle de danske mesterskaber, og det ses nu hvordan der trænes i nogle andre konstellationer end der plejer.
Til DM skal der som sædvanlig bruges frivillige. Der skal bruges 6 motorbådsførere formiddag og 6 om eftermiddagen, og det er en forudsætning, at man har motorbådskort. Tilmelding i Klubmodul.
Desuden skal der være regattasalg både fra klubben og på rostadion, og her søges der 2 personer formiddag og 2 eftermiddag i klubben, og på rostadion 3-4 personer. Det vil nok være praktisk, at være 4 midt på dagen og henad eftermiddagen, da det forventes at der skal grilles pølser. Der skal sælges kaffe, te, øl, vand, kage, slik, sandwich, pølser m.m.
Har du tid og lyst til at bidrage, så er der tilmelding i Klubmodul. Skriv gerne, hvor du vil sælge fra - klubben eller rostadion.
Startere findes på anden vis, men har du kendskab til nogen, der gerne vil, så kontakt Rasmus eller Mathilde.

Postnord Danmark Rundt
Der blev lagt meget arbejde i det event, vi var blev opfordret af kommunen til at lave. Desværre blev der kun vist et meget lille klip fra søen, hvor man ikke kunne se det var BR. Der blev vist heller ikke fortalt noget. Vores bod på År 2000 Pladsen gav et overskud på omkring 13.000 kr.

Skoleroning
I uge 31 og 32 var der skoleroning, og forløbet gik rigtig godt, og var vist lidt mere struktureret end det plejer. Der er eftersigende efterfølgende startet 4-5 af skoleroerne, og det er jo rigtig positivt.

Inriggere
Som bekendt har vi 2 inriggere - en 4 åres og en 8 åres - i ordre i Italien. Seneste melding er, at de er færdige til december, men det er jo Italien.......

Hylde
Det grønne skuffedarium må ikke bruges til aflægning af ting - det vil i givet fald blive fjernet. Der er opsat en hylde på søjlen mellem bådehal 5 og 6, og her må man sætte ting og sager, og der er sågar en krog, hvorpå man kan hænge en jakke eller lignende. Hvis det ligger/hænger der i længere tid, vil det komme i glemmekassen.

Skader
Når der er skader/mangler på en båd skal det meldes ind på denne mail: skade@roklub.dk.
Vær sød at huske det, da det med jævne mellemrum ikke sker. Det bliver ikke fikset, hvis ikke det er meldt ind, og så står næste hold med fletningerne i postkassen.

God træning - nyd vejret😎

 

 


 


Med venlig hilsen
På bestyrelsens vegne
Regitze Lindegaard Rønstrup
Bagsværd Roklub
http://www.roklub.dk

                       
  Bagsværd Roklub - Skovalléen 38B - 2880 Bagsværd - Kontakt os