Nyhedsbrev, april 2024
Kære alle,
Efter bestyrelsesmødet i tirsdags syntes jeg ikke der var noget at viderebringe i et nyhedsbrev, men som dagene er gået siden, er der dog alligevel flere ting, der kan skrives om. Først vender jeg lige tilbage til den lille aprilsnar, for der er flere der har spurgt om det er rigtigt, at der er flere kvinder end mænd i klubben. Det er det ikke - det fordeler sig således - 58% mænd og 42% kvinder.

World Cup denne weekend
Frida & crew sluttede på en 6. plads i A-finalen. Frida har fortalt, at endelig udtagelse til OL finder sted i Pinsen, og der er kun 2 både, der går videre. Hvor mange både, der har deltaget i WC, der allerede er kvalificeret, ved jeg ikke, men vi sender de allerbedste tanker til jer med håbet om en OL kvalificering :-).

Årbog 2024
Den nye årbog er på gaden. Den er kun trykt i et meget begrænset oplag, og vil kun blive givet til få medlemmer og venner af huset, men du kan læse den på hjemmesiden under fanen "Klubben".

Regattabetaling
Ved fremtidige regattaer, der ikke foregår på Bagsværd Sø, er der et deltagergebyr på kr. 150 pr. person, der primært dækker bådtransport. Det betales sammen med tilmeldingen via Klubmodul.
ALLE, der deltager i regattaer på Bagsværd Sø, skal tilmelde sig i Klubmodul.

Aftenkaproning
Københavnskredsen har meldt følgende datoer ud, hvor der er aftenkaproning på Bagsværd Sø - d. 1.5., 5.6., 17.7. og 2.9.(søndag).

Skole OL
De gange, hvor vi har afholdt skole OL, har det ikke givet noget afkast. Denne gang har jeg kendskab til, at 2 deltagere har valgt at melde sig ind i klubben, og det er jo en begyndelse. Dejligt I har valgt at være med.

Regattaer på Bagsværd Sø 2024
Jeg har påtaget mig rollen som mandskabsleder for Copenhagen Regatta, Nordic Masters og DM, og da vi ofte i bestyrelsen får skudt i skoene, at vi melder det ud alt for sent mht. hjælp til regattaerne, så vil jeg gerne melde ud nu, at der er brug for hjælp. Cph. Regatta finder sted d. 11. og 12. maj. Her er det oplyst, at der skal være 5 motorbåde på vandet ad gangen dvs. der faktisk skal bruges 20 motorbådsførere (2 formiddage og 2 eftermiddage). Starterdrenge- og piger tager jeg med juniortrænerne, men de må gerne spørge juniorerne allerede nu. Der vil være salg af diverse + grill på rostadion, og der vil også være salg fra klubben, så der skal bemandes begge steder. Forældre må meget gerne hjælpe til, og det plejer I at være flinke til. Hvis man har lyst til at bage en kage og donere den til klubben, tager vi gerne imod. Vil man gerne have betaling for ingredienser, finder vi ud af det. Hjemmebag er bare bedst.

Til Nordic Masters er det stort set som ovenstående. Det foregår dog fra fredag kl. 15 til  søndag kl. 14  (d. 14.6. - 16.6.). Der vil dog ikke være en salgsbod på rostadion, men en i/udenfor klubben. Det var super hyggeligt sidste år og mange lagde vejen forbi. Det vil være rigtig dejligt, hvis masters deltagere og masters i det hele taget vil tage en tørn der.
Der tages også gerne imod kager her.

Har du tid og lyst til at påtage dig en/flere opgaver, må du meget gerne prikke til mig eller sende en mail. Man kan besvare denne mail. Skriv dato og tidsrum - det vil være bedst (nemmest at styre), hvis du angiver en formiddag eller eftermiddag. På forhånd tak.

Motorbådskursus
Der er foreløbig 12, der har meldt sig til at tage motorbådskort, så jeg håber snart et kursus kan blive en realitet. Kurset vil antagelig finde sted en tirsdag aften. Dejligt at så mange har meldt sig og ligeledes at Kim Wessel-Tolvig har påtaget sig opgaven. Han er motorbådsinstruktør og har tilladelse til at undervise på søen.

God træning.

Med venlig hilsen
På bestyrelsens vegne
Regitze Lindegaard Rønstrup
Bagsværd Roklub
http://www.roklub.dk

  Bagsværd Roklub - Skovalléen 38B - 2880 Bagsværd - Kontakt os